Nakumatt er den lerart, jeg bliver spurgt om mere end noget andet i butikken. Hvilken skal jeg starte med? Er Crystal bare White med et finere navn? Hvorfor er min Juhu pink, når jeg har set den blive solgt som sort? Og hvorfor er en lerart opkaldt efter et supermarked?
For alle, der har været med i et stykke tid, ved I, at jeg lavede en kort introduktion til Nakumatt sidste efterår. Den gjorde arbejdet, men den pressede otte lerarter ind i ét afsnit, og jeg har tygget mig igennem langt mere Nakumatt siden da. Så det her er den lange version: én lerart ad gangen, plus den lidt vanvittige historie bag navnet.
Den er opkaldt efter en madrassbutik. Eller rettere.
Nakumatt startede som en familieejet madrassforretning i Nakuru, Kenya. Butikken hed Nakuru Mattresses, og hvis man smelter det sammen, får man Naku-matt. Familien var kommet til Kenya fra Indien i 1947, og i løbet af de efterfølgende årtier udviklede den lille butik sig til den største supermarkedskæde i Østafrika, med butikker i hele Kenya, Uganda, Rwanda og Tanzania og, af grunde, jeg fuldt ud støtter, en elefant som logo.
Så faldt den sammen. Hurtigt. Den havde omkring 60 filialer i begyndelsen af 2017 og var nede på seks i september 2018. De sidste seks blev solgt til en rivaliserende kæde, Naivas, og i januar 2020 stemte kreditorerne for at opløse det, der var tilbage.
Så hvordan ender et kenyansk supermarked, der ikke længere eksisterer, på en pose indisk ler i en lille butik i England?
Den version, der bliver givet videre i miljøet, lyder sådan her. I Kenya var spiseligt ler (udongo, som blot betyder jord på swahili) en af de ting, folk købte hos Nakumatt, så for mange købere blev leret og butikken mere eller mindre det samme ord. Omkring 2019 annoncerede en sælger ved navn Kilimanjaro Clays deres ler online som Nakumatt. Få uger senere lånte en indisk sælger navnet til deres egen ristede pahadi mitti, bjerglerr, og mærkede det som indisk Nakumatt. Det hængte ved, spredte sig, og nu betyder Nakumatt på en etiket næsten altid indisk ler. Den kenyanske original får næsten ingen opmærksomhed.
Jeg vil gerne være ærlig omkring, hvor solid den historie er. Supermarkedshistorien er veldokumenteret. Lerdelen er noget, der videregives mundtligt mellem sælgere og købere, og jeg har aldrig fundet et skriftligt bevis, der fastslår den præcise annonce eller dato. Hvilket, for at være fair, er sådan, som det meste af denne niches historie fungerer.
Det, jeg virkelig elsker, er, at en virksomhed, der blev opbygget af en familie med indiske rødder, endte med at låne sit navn til indisk ler, helt ved et tilfælde. I Indien bliver det stadig solgt som bhuni mitti, ristet jord, hvilket er et langt mere fornuftigt navn. Nakumatt er bare det navn, der rejser.
Hvad der rent faktisk gør en Nakumatt til en Nakumatt
Under alle navnene er Nakumatt et kaolinitisk ler: mest kaolinit, med lidt kvarts, glimmer og organisk materiale blandet i. Det er derfor, de gode typer har en lav korningsgrad eller slet ingen korn, og det er derfor, så meget af det har den cementagtige karakter af våd asfalt, som folk enten elsker eller ikke kan holde ud.
Det, der adskiller de fleste typer, er ilden. Rå Nakumatt er bleg, kølig og cementagtig. Ristes den, bliver den mørkere, hårdere og får røgsmag. Ristes den helt igennem, får du noget, der minder mere om trækul. Røges den oveni, bevæger du dig ind i området for at teste tænderne. Farven er den anden variabel, og den kommer fra jorden snarere end ovnen, hvilket bringer Red, Pink og Juhu på banen.
Så jeg er gået nogenlunde fra mindst til mest ristet, og derefter til de farvede lerarter. En hurtig bemærkning om Crunch Factor: Jeg bruger den nuværende skala fra 1 til 5, fordi det er den, der står på produktsiderne. Ja, 10-point-versionen er stadig på vej. Nej, jeg har ikke fundet den endnu.
Hvid Nakumatt
Dette er Nakumatt uden ild. Uristet, fra lysegrå til næsten hvid, og den mest cementagtige af hele familien. Hvis du vil vide, hvordan Nakumatt er, før nogen har gjort noget ved det, så er det denne her.
Biddet er sprødt og pulveragtigt snarere end knasende, og leret er meget fint, så det ikke splintrer, men giver efter. Det smelter langsomt og bliver siddende på tungen som en tæt mineralpasta i stedet for at forsvinde. Aromaen er ren og rå: fugtig beton, kold sten, ingen røg overhovedet.
Mange sælgere bruger White og Crystal i flæng, og i min gamle introduktion havde jeg også lagt dem sammen. Jeg har fortrudt det, og jeg vil forklare hvorfor under Crystal. Jeg har ikke en ren White Nakumatt på lager lige nu, men hvis du er ude efter den reneste cementversion af Nakumatt, så er White den ret.
Crystal Nakumatt
Crystal er den pæne. Lysegrå, nogle gange næsten gennemsigtig i kanterne, med et svagt naturligt skær, der får den til at ligne en sten mere end et ler. Den kommer i store flager og fragmenter med flade, knækkede kanter.
Den er lettere at riste end de mørkere Nakumatts, så mineralerne taler for sig selv: frisk jord, tør sten, lidt støv. Knaset er fast og kontrolleret, et rent knæk, der derefter går i opløsning i et fint, let granulært smuldre, og den slutter køligt og rent snarere end røget. Fugt den, og den bliver blødere og holder bedre sammen, men du kan stadig mærke den kornede mineraltekstur gennem den.
Den kornede fornemmelse og skæret er grunden til, at jeg ikke betragter den som det samme som White. White er fint, pastet og langsomt. Crystal er sprødt, glimtende og en smule mere kornede. Samme familie, forskellig personlighed.
Den ligger på 4 på den nuværende skala, så den er ikke blød, men den er forudsigelig, og for mig er den et af de mere venlige udgangspunkter, hvis du er ny til Nakumatt. Min kommer fra Clays All Around.
Halvristet Nakumatt
Hvis nogen spørger mig om én Nakumatt og ikke giver mig andre oplysninger, er det normalt den, jeg ender med. Den har været en bestseller siden starten, og den er en af mine to personlige favoritter (den anden er Red, nedenfor), fordi den balancerer ristning og råhed uden at nogen af delene råber.
Den er kun delvist ristet, så ydersiden bliver sprød og mørkner i pletter, mens midten bevarer den tætte, rå lerkarakter. Du får begge dele i hver bid. Grå med mørkere ristede pletter, uregelmæssige klumper, et højt knas, Crunch Factor 4. Smagen er brændt ler, våd cement og petrichor, med en let grotteagtig, underjordisk note, der ligger i baggrunden. Fugt den, og den bliver blød og mudret uden at miste nogen af den mineraldybde.
Det er familiens allrounder: interessant nok til ikke at blive kedelig, ikke så intens, at du har brug for at sætte dig ned bagefter.
Fuldt ristet Nakumatt
Tag Half Roasted og fortsæt. Full Roasted høstes, renses, soltørres og derefter ristes helt igennem, så der ikke er noget råt centrum tilbage. Den kommer ud mørkegrå med sorte toner, i uregelmæssige klumper på cirka 1 til 5 cm.
Ristningen ændrer strukturen lige så meget som smagen. Den er porøs og mærkbart hårdere end Half Roasted, og i stedet for et tæt knas knækker den i sprøde skår, der bløder, efterhånden som du spiser. Den har få korn og er slet ikke klistret, hvilket overrasker folk, givet hvor hård den starter. Smagen er ordentligt røget og ristet, stadig med den cementagtige mineralryggrad, lidt petrichor og en svag metallisk kant.
Hvis Half Roasted er allrounderen, er Full Roasted til folk, der har besluttet, at de vil have mere af det hele. Den kommer også som krummer og pulver, hvis du hellere vil springe skårstadiet over.
Røget Nakumatt
Det er den, jeg giver en mild advarsel om, og det mener jeg. Røget Nakumatt er ristet og røget, og det er den hårdeste lerart i min Nakumatt-serie med god margen. Fra trækul til dybgrå, med mørkere sortnede kanter, i klumper og det sædvanlige flage.
Knaset er skarpt og tæt, det knækker i grove fragmenter, og det slutter tørt. Smagen er den mest stemningsfulde af dem alle: røget ler, kælderstøv, varm asfalt og en svag benzinnote, som jeg lover er mere tiltalende, end det lyder. At fugte den hjælper næsten ikke. Ydersiden bløder lidt, og midten forbliver lige så stædig som altid.
Jeg anbefaler den ikke som nogens første Nakumatt. Delvist fordi den er intens, og delvist fordi jeg hellere vil have, at du beholder dine tænder. Hvis dine kindtænder begynder at klage, så lyt til dem.
Rød Nakumatt
Rød er der, hvor farven kommer fra jorden snarere end ovnen. Den er hentet fra jernrige aflejringer, hvilket giver den den dybe røde, rustbrune farve, og den bliver traditionelt ristet ovenpå.
Hårde, tørre klumper med et modstandsdygtigt første knas, der går i et tørt, smuldrende, let gruset mineralsmuldre. Crunch Factor 4. Smagen er dyb overjord og bagt jord med cementstøv nedenunder og en subtil metallisk note, og aromaen er ren regn på varm jord. Fugt den, og den bliver til en mudret, jordet pasta, der holder fast i al den smag.
Det er min anden favorit, og jeg tror, det er den, folk mener, når de siger, at Nakumatt smager af regn. Det er også basen for en stor del af godbidverdenen: pinde, kiks, kiksboller, stjerner og en del af blandingerne på mine hylder.
Der er én ting, jeg vil sige klart, fordi jeg ser det hele tiden. “Jernrig” beskriver farven og den mineralagtige karakter. Det betyder ikke, at Red Nakumatt er en jernkilde for dig. Ler kan faktisk stå i vejen for din krops optagelse af jern, så det er ikke en løsning på lavt jern, uanset hvor meget det ser ud til at være det.
Pink Nakumatt
Pink er den med rygtet og prisen. Jeg har allerede skrevet et helt indlæg om, hvorfor den koster, hvad den gør, så jeg gentager det ikke her. Kort version: den pink kommer fra naturlig mineralsammensætning i specifikke aflejringer, ikke alle partier bliver pink, og det gør den virkelig sjældnere end de grå.
Den er også den mest raffinerede af familien. Den ristes ved hjælp af traditionelle metoder, men skånsomt, så du får et blødt, cementagtigt knas med et tæt knæk, der smelter til noget blødt og cremet. Ingen korn at tale om, og ingen af den gummiagtighed, som nogle lerarter ender med. Blegpink og grå, lette jordmineraler, en mild røget varme og en cremet ler-finish. Fugtet bliver den fløjlsblød.
Hvis Røget er den, der tester dig, er Pink den, folk bliver forelskede i. Den er en bestseller, hvilket er grunden til, at prøverne er begrænset til én per kunde. Det er ikke, fordi jeg er nærig, der er bare ikke nok til alle.
Juhu Nakumatt
Juhu er den, der forvirrer alle, mig selv inkluderet, så lad os starte med forvirringen.
Min, fra Clay Rify, er naturligt rosa og spænder fra bleg til dybere ristede nuancer. Men hvis du leder efter Juhu Nakumatt andre steder, vil du finde den solgt som en dyb sort ler. Samme navn, meget forskelligt udseende ler. Om det skyldes forskellige forekomster, forskellige partier eller sælgere, der bruger navnet løst, kan jeg ærligt ikke sige, og jeg vil hellere sige det, end at finde på noget. Juhu er også navnet på et velkendt strandområde i Mumbai, og jeg har set folk antage, at det er derfra, leret kommer. Jeg har aldrig set noget, der rent faktisk bekræfter det.
Det, jeg kan fortælle dig, er, hvordan min er. Den er kraftig og røget på overfladen, med et fast, selvsikkert knas, der knækker i små skår, og så gør den noget uventet: Den bliver cremet, efterhånden som den nedbrydes, ren og kontrolleret snarere end tør eller gummiagtig. Dybt jordnær røg, en metallisk, cementagtig intensitet og en ristet, jordnær varme i duften. Knasfaktor 4. Med en smule fugt bliver den endnu mere fyldig og cremet.
Det er en af de mest populære Nakumatts, jeg sælger, og det er stadig en ret ny serie, så farven og ristningen kan variere lidt mellem partierne, mens den sætter sig. Der er også kun ét eksemplar af denne til hver kunde.
Hvis nogen kender den virkelige historie bag navnet Juhu, så fortæl mig det endelig. Jeg vil virkelig gerne vide det.
Hvorfor Nakumatt betyder så meget for dette fællesskab
Jeg synes ikke, det er en overdrivelse at sige, at Nakumatt er det tætteste, pica- og geofagi-miljøerne har til et fælles sprog.
Brug fem minutter på at læse anmeldelser af andre lerarter, og du vil se det. Folk beskriver nye lerarter ved at sammenligne dem med Nakumatt: lidt blødere end Nakumatt, mere gruset end Nakumatt, hvis du kan lide Nakumatt, vil du kunne lide denne. Det er referencepunktet, som alt andet måles op imod. Selv da jeg fandt ud af, hvad min nye Crunch Factor-skala skulle dække, endte "sprød smeltning i Nakumatt-stil" som sin egen kategori, fordi der ikke rigtig er nogen anden måde at beskrive den særlige ting på.
En del af det er teksturen. Lavt eller intet grus betyder, at det er behageligt at knase, hvilket gør det til en nem indgang for mange, der er blevet skræmt væk af sandet, gruset ler. En del af det er udvalget. Under ét navn kan du gå fra rå cement til fuld røg uden at forlade familien, så folk kan finde ud af, hvad de rent faktisk kan lide, snarere end blot, om de kan lide "ler".
Og en del af det, tror jeg, er, at det gav folk et navn. Mange i dette fællesskab har brugt år på at være hemmelighedsfulde omkring deres trang, fordi de ikke vidste, at andre også havde den. At have et navngivet, søgbart og anmeldeligt ler, som tusindvis af andre også elsker, fjerner noget af hemmelighedskræmmeriet. Du kan sige "Jeg er en Red Nakumatt-person" i en gruppe, og hundrede Pican ved præcis, hvad du mener.
Nu kommer den del, som nogle af jer ikke vil kunne lide, og det er okay. Fordi Nakumatt er navnet, folk søger på, sætter det sig fast på alt. Masser af opslag kalder ethvert ristet gråt ler for Nakumatt, uanset hvad det er, og hvor det kommer fra, fordi det er det, der sælger. Popularitet medfører også overpriser, hvilket jeg har klaget over før. Intet af det gør Nakumatt mindre godt. Det betyder bare, at navnet på posen fortæller dig mindre, end det plejede, og det er værd at spørge sælgere, hvor deres ler rent faktisk kommer fra.
I den forbindelse, mine egne kvitteringer. Det meste af mit rå Nakumatt kommer fra AJ Clays, som leverer til mange af de populære forhandlere og er meget betroet i fællesskabet. AJ siger, at deres ler er laboratorietestet, men jeg har ikke selv set certifikaterne, så på mine opslag er det markeret som Community-Tested med den forbehold, tydeligt angivet. Crystal kommer fra Clays All Around, og Pink og Juhu kommer fra Clay Rify, alle Community-Tested. Jeg vil hellere fortælle dig præcis, hvad jeg ved, end at runde det af.
Hvor jeg ville starte
Ny til Nakumatt? Crystal eller Half Roasted. Begge er faste uden at være hårdtslidte, og de vil give dig en ordentlig fornemmelse af, hvad familien handler om.
Elsker du jordnære og regnfulde nuancer? Red. Vil du have noget blødt og cremet? Pink, og derefter Juhu. Vil du have røg? Full Roasted først, og Smoked kun, når du ved, hvad du giver dig i kast med. Efter den rå cementversion? White, når du kan finde en god.
Og et ærligt stykke godt råd: Hvis du har meget trang til ler, især hvis det er kommet pludseligt, er det værd at bede din praktiserende læge om en blodprøve. Pica er ofte forbundet med lavt jern og andre mangeltilstande, og det er værd at vide, uanset hvad du beslutter dig for at knase.
Så hvor lander alle? Team Half Roasted, Team Red, eller er du en af Smoked-holdet med tænder af stål?
Tak x
Ansvarsfraskrivelse: Dette er skrevet til informations- og hobbyformål. Mine produkter er ikke certificeret fødevaregodkendte, og jeg opfordrer ikke til indtagelse. Jeg anerkender, at medlemmer af pica- og geofagi-fællesskabet kan vælge at knase, tygge eller synke ler, og enhver indtagelse er udelukkende en personlig beslutning og udelukkende på eget ansvar. Jeg kan ikke holdes ansvarlig for nogen uønskede virkninger. Denne artikel er generel information baseret på min egen forskning og erfaring, ikke lægelig rådgivning, og jeg er ikke læge eller ernæringsekspert. Hvis du har nogen bekymringer om pica, geofagi eller indtagelse af ikke-fødevarer, herunder under graviditet, så tal venligst med en praktiserende læge eller en anden kvalificeret sundhedsperson.
0 kommentarer