Langt før stash-bokse og crunch-videoer eksisterede, spiste folk på mange kontinenter ler, kridt og jord, og ikke som en nyhed. Det er let fra et nichepræget online-fællesskab at antage, at det hele startede med de sociale medier. Det gjorde det ikke. Det er bare sådan, at internettet gjorde det synligt for folk som mig, der ellers aldrig ville være stødt på det.
I mange vestafrikanske lande findes kaolinler (nogle gange kaldet calabar-kridt eller ndom) stadig på de lokale markeder. Nogle spiser det under graviditeten mod kvalme, nogle kan bare godt lide det, og for mange, der siden er flyttet til udlandet, handler det at spise det igen mindre om trangen og mere om hjemmet. Det er en stor del af grunden til, at vestafrikansk kaolin overhovedet bliver sendt internationalt; det betjener en diaspora, ikke en trend.
I Indien har jordspisning nogle steder rituelle og ayurvediske rødder, og visse typer ler menes (ifølge traditionen, ikke af mig, der fremsætter en sundhedspåstand) at fremme balancen i kroppen. Bentonit, multani mitti og tørfrugtler har en tydelig tekstur, en oprigtig smag og er ofte knyttet til faste eller ceremoniel brug lige så meget som til personlig præference.
I Mexico betragtes mineraljord næsten som en ingrediens snarere end noget, der er adskilt fra mad. Tequesquite, en mineralrig, saltlignende jord, bruges i traditionel madlavning, især til tamales, og den slørede linje mellem "mad" og "jord" gennemsyr meget af den mexicanske geofagi.
I det amerikanske syd, især i landlige sorte lokalsamfund, blev det historisk set blot kaldt at spise jord, givet videre fra mødre til døtre og forbundet med graviditet, trøst og ofte et stigma, som intet havde at gøre med, at selve praksis var usædvanlig. Sydstatshvidt kridt og rød georgisk ler blev førhen solgt i butikker langs vejen. Nogle af de traditioner lever stadig i det skjulte.
Og i dele af Andesbjergene har ler længe været brugt sammen med visse bitre knoldgrøntsager for at neutralisere deres giftstoffer, hvilket er en oprigtigt klog og praktisk, generationer gammel viden, som også optræder i ceremonielle og forfædresammenhænge.
Det, der binder det hele sammen, er ikke smag eller tekstur, det er tilknytning. Til landet, til kulturen, til familien. Jeg sælger ikke disse typer ler for at tjene penge på den historie. Jeg forsøger at indkøbe dem ansvarligt i de regioner, de kommer fra, og beskrive tingene korrekt, fordi historien bag et ler er mindst lige så interessant som knasen, og den fortjener bedre, end at blive reduceret til "folk spiser jord" i en overskrift.
Ansvarsfraskrivelse: Dette er skrevet til oplysende og hobbyformål. Mine produkter er ikke certificeret som fødevarekvalitet og sælges til samling, håndværk eller sensorisk nydelse. Nogle mennesker vælger at smage på naturlige jordmaterialer som disse; det er udelukkende en personlig beslutning og sker helt på eget ansvar. Jeg opfordrer ikke til indtagelse og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle bivirkninger.
0 kommentarer