Da jeg voksede op, troede jeg altid, at jeg bare var et lidt mærkeligt barn. Jeg lavede mudderkager ligesom alle andre børn, men forskellen var, at jeg aldrig rigtig voksede fra det. For de fleste børn er det bare beskidt leg. For mig var det noget andet – teksturen, duften, den jordagtige fornemmelse af våd jord mellem mine fingre og nogle gange mod mine læber – det gav bare mening. Det føltes naturligt, endda trøstende.
Da min far engang var ved at renovere huset, blev jeg mærkeligt fascineret af den tørrende puds og plukkede ved de små flager, der faldt af. Jeg var betaget af den kridtgrå, smuldrende masse og snød lidt ned i lommen, mens jeg lod som om, det bare var en del af legen. Hver familietur til stranden var paradis af samme grund: groft sand, der gled gennem mine fingre, knasede under mine fødder og klistrede til våd hud – jeg elskede det virkelig. Det føltes mindre som en sanseoplevelse og mere som om min krop rent faktisk længtes efter den tekstur.
Min lillesøster og jeg snød med at tage små stykker pulveriseret cement fra min fars skur, når ingen så til, bare en lille knivspids her og der. Dengang havde jeg ikke et navn for det, jeg tænkte bare, at jeg var lidt mærkelig, og det gjorde mig ikke så meget. Det var min egen lille hemmelighed.
Men da jeg var i trediveårsalderen, ændrede alt sig. En aften kiggede jeg på Reddit, helt uden at det havde noget med det at gøre, og endte på en måde på en tråd om mennesker, der spiser kridt, ler og jord. Min mund faldt bogstaveligt talt ned. Der var andre. Mennesker med præcis de samme lyster. Jeg læste hver eneste kommentar og anbefaling. Pludselig var jeg ikke mærkelig; jeg var en del af noget, noget, der hed pica, og mere specifikt geofagi – trangen til og indtagelsen af jordbaserede stoffer.
Det førte mig ned ad et kaninhul til mærker som Yummy Clays, Tierra Cravings og forskellige nichebutikker i USA, Indien og Mexico. Jeg lagde min første ordre, og da den ankom, var det ren lykke. Det første knas, den første tørre, jordagtige smuldrende masse på min tunge – jeg græd faktisk. Det føltes som at komme hjem.
Men det var besværligt at få fragtet fra alle disse butikker til Storbritannien – forsinkelser, told, dyre leveringsomkostninger – og det slog mig virkelig: Hvorfor findes der ikke noget lignende her? Det spørgsmål kiggede ind i baghovedet på mig, indtil jeg endelig gjorde noget ved det.
Og det førte til Earthy Crunch UK, en lille, lokalt drevet base for mennesker som mig, der ved præcis, hvordan et stykke ren skifer, kridt eller ler føles, og som finder ægte trøst i teksturer, som det meste af verden ikke helt forstår. Min rejse startede med en mudderkage. Din starter måske et helt andet sted. Uanset hvad er du velkommen her.
Ansvarsfraskrivelse: Dette er skrevet til oplysning og hobbyformål. Mine produkter er ikke certificeret som fødevaresikre og sælges til samling, håndværk eller sanseoplevelser. Enhver indtagelse er udelukkende en personlig beslutning og sker helt på eget ansvar. Jeg opfordrer ikke til indtagelse og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle skadevirkninger.
0 kommentarer