Er det bare mig, eller smager vand fra en lerkrukke bedre end vand fra bogstaveligt talt alt andet?
Nævn en jarro de barro for en, der er vokset op med en, og se ansigtet ændre sig. Det samme gælder en matka i hjørnet af en nanis køkken. Og hvis du er en af mine Picans eller Geophagians, er der en god chance for, at det ansigt kommer med en meget specifik trang. Så den har stået på min liste i et stykke tid.
En jarro de barro er en mexicansk lerkande, traditionelt lavet af porøs, lavt brændt terrakotta og brugt til at holde drikkevand køligt. Familien går under et par navne afhængigt af størrelse og form. En jarrito de barro er den lille kop. En cántaro eller botellón de barro er den store, runde vandkande. En olla de barro er kogekrukken, som café de olla har fået sit navn fra. Samme ler, samme duft, forskellige opgaver.
Så hvorfor smager vandet sådan?
Der er to ting i spil, og kun den ene er videnskabeligt fastslået.
Den første er temperatur. Uglaserede terrakotta er porøse, så en lille smule vand trænger gennem væggene og fordamper på ydersiden. Fordampning tager varme med sig, så vandet indeni forbliver køligere end rummet. Spanien har botijoen, Indien har matkaen og surahien, Mexico har jarroen og cántaroen. Samme trick, udtænkt af folk på varme steder længe før nogen ejede et køleskab. Og koldt vand smager mere sprødt. Ingen diskuterer den del.
Den anden er selve leret, og det er her, det bliver interessant for os. Vand, der står i rå terrakotta, tager duften af leret til sig, og muligvis en smule af de mineraler, der er i det. En helt ny jarro smager kraftigst, og de fleste siger, at lerets smag bliver mildere efter et par dages brug (hvilket, ærligt talt, nogle er helt knuste over). Jeg har ikke fundet en ordentlig undersøgelse, der præcis fastslår, hvilke forbindelser der gør hvad, så jeg vil ikke lade som om, jeg har. Men for mig er det mest duften. Smag er i store træk duft alligevel, og våd terrakotta ligger lige ved siden af petrichor, den duft af regn på tør jord, som en del af mine produktmærker er opkaldt efter.
Hvorfor Geophagians især elsker det
For de fleste er vand fra lerkrukker en dejlig nostalgisk ting. For alle med lertrang er det noget helt andet.
Hvis du lever med geofagi eller pica, ved du, at trangen ikke kun handler om knas. Meget af det er duften. Den støvede, fugtige, let jernagtige fornemmelse, når du åbner en frisk pose terrakotta. Jarro de barro-vand giver dig den duft i hver tår uden noget af knaset. For mig er det som at se traileren for en film. Det klør lidt i trangen, og får dig så mere til at ville have den ægte vare. LOL.
Jeg er oprigtigt nysgerrig på, om nogen af jer bruger vand fra lerkrukker til at tage toppen af terrakottatrangen, f.eks. på arbejdet, hvor man ikke lige kan sidde og knase lerkrukker til et møde. Hjælper det, eller gør det det værre? Jeg kan se det begge veje, så fortæl mig det.
For øvrigt er det her 400 år gammelt
Her er den del, jeg elsker. I 1600-tallet blev polerede vandkrukker af rødt ler kaldet búcaros de Indias fremstillet omkring Tonalá i Jalisco og sendt til Spanien, hvor de var en ordentlig luksusvare. Folk værdsatte dem for den aroma og smag, de gav vandet. Og så, når vandet var væk, spiste mange fashionable spanske kvinder krukken. Små tyggede stykker, som slik. Det blev anset for at give en bleg teint, hvilket var looket på det tidspunkt.
Det er med i et af verdens mest berømte malerier. I Velázquez' Las Meninas (1656) bliver den unge Infanta Margarita overrakt en lille búcaro med vand på en sølvbakke. Dramatikeren Lope de Vega var allerede ved at gøre nar af det tilbage i 1608: "Niña de color quebrado, o tienes amores o comes barro." Groft sagt, blege pige, enten er du forelsket, eller også spiser du ler.
Så hvis nogen nogensinde fortæller dig, at det er mærkeligt at knase ler, vil det spanske kongehus gerne have et ord med.
Læs venligst denne del: bly
Jeg skriver ikke et helt indlæg om jarros de barro og springer de kedelige sikkerhedsting over, fordi det virkelig betyder noget.
Meget traditionelt mexicansk keramik er stadig færdiggjort med blyholdig glasur. Det er billigere, og det giver den skønne glans, så mange pottemagere stadig bruger det, og bly kan udvaskes i det, der er indeni, især alt, hvad der er varmt eller syrligt. Værre endnu har den amerikanske FDA fundet krukker stemplet "blyfri", som ikke var det. Så hvis du køber en jarro de barro for rent faktisk at drikke af:
1. Gå efter en, der er uglaseret indeni eller certificeret blyfri. I Mexico, led efter barro sin plomo, eller organisationer som Barro Aprobado, der certificerer blyfri keramik.
2. Stol ikke på et "blyfri" stempel alene. Hjemmelavede blytestsæt er billige og værd at have.
3. Alt, der er mærket dekorativt eller ikke til fødevarebrug, forbliver dekorativt. Ingen undtagelser.
4. Forbered den før første brug med et langt bad i rent vand. Ingen sæbe, nogensinde.
Og venligst, venligst lad være med at tygge på din jarrito. Jeg siger det som en, hvis sideforretning bogstaveligt talt er at sælge lerkrukker til at knase. En markeds-jarrito var ikke lavet til at blive spist. Du kender ikke glasuren, du kender ikke brændingen, og det er ikke det samme som ler, der er indhentet til at blive knaset.
Så hvorfor sælger jeg dem ikke?
Kort svar: Jeg sælger ikke jarros de barro, og jeg planlægger det ikke.
De er store, de er skrøbelige, og jeg pakker hver ordre selv i (næsten) plastikfri emballage. En 4-liters lerkande, der sendes med posten, ville ankomme som meget dyre terrakotta-krummer. Hvilket, det må indrømmes, nogle af jer stadig ville spise. Jeg kan heller ikke stå inde for glasuren på keramik lavet til at drikke af, og jeg vil hellere ikke sælge noget, jeg ikke kan stå bag.
Det, jeg har, er en masse spiselig terrakotta, hvilket i bund og grund er den samme trang, der kommer fra den anden retning.
Hvis det er den mexicanske barro-smag, du er efter, så er Cacahuates Japonés de Barro små håndformede terrakotta-sten med et blødt støvet knas og masser af rød-jord-mineraler, og jeg har La Sobrinas bløde mexicanske mini-lerkrukker og knuste chips på lager, hver gang jeg kan få fat i dem (de bliver ikke hængende). Hvis du vil have det tætteste på at bide i koppen, så er de indiske terrakotta små glas bogstaveligt talt miniature kulhad-kopper, de ler-chai-kopper, du ser overalt i Indien, og Mini Matki er små versioner af matka-vandkrukken, jeg nævnte i starten. For en ordentlig petrichor-oplevelse er Shree Pots super sprøde og meget jordagtige, og Terracotta Tumbles er den blandede pose, hvis du ikke kan beslutte dig.
Én ærlig bemærkning. Min terrakotta sælges til at blive knaset, ikke til at holde vand i, og jeg vil ikke fortælle dig, at den er laboratoriecertificeret. Hver annonce angiver, hvordan den er blevet testet. Hvis der ikke står laboratorietestet, så antag, at det ikke er det.
Drik af jarroen. Knas kulhaden. Bare måske ikke omvendt.
Ta x
Ansvarsfraskrivelse
Mine ler- og kridtprodukter er naturlige materialer, der sælges til sensorisk brug, hobbybrug og ASMR. De er ikke certificeret fødevarekvalitet, og jeg sælger dem ikke som mad, kosttilskud eller medicin. Jeg ved, at medlemmer af Pica- og Geophagy-fællesskabet kan knase, tygge, spytte eller synke ler efter eget skøn og risiko, og jeg fremmer ikke indtagelse. Denne artikel er generel information baseret på min egen forskning og erfaring, ikke lægeråd, og jeg er ikke læge eller ernæringsekspert. Keramik lavet til at drikke af, herunder jarros de barro, kan indeholde bly i glasuren: spis det aldrig, og tjek, at det er blyfrit, før du drikker af det. Hvis du har nogen bekymringer om pica, geofagi, indtagelse af ikke-fødevarer eller blyeksponering, så tal venligst med en praktiserende læge eller en anden kvalificeret sundhedsperson, især hvis du er gravid.
0 kommentarer