Colombia har haft et par rigtig gode år.
Terrón Panela blev viralt, ClayTok fandt bjergvideoerne, og pludselig ville alle have colombiansk jord. Jeg klager ikke. Det bragte mange skønne mennesker ind i dette fællesskab, som tidligere troede, at de var det eneste menneske i verden, der kunne lide duften af en urtepotte.
Men mens alt det skete, sad Mexico stille og roligt og havde gjort det samme i cirka fire hundrede år længere end alle andre på TikTok.
Mexicansk ler er for mig det mest varierede i hele sortimentet. Du får snehvide kaoliner, der smelter som kold creme. Du får rå, grusset jord fra bjergsider. Du får brændte terrakottaplotter, der knækker som en kiks. Tre helt forskellige oplevelser, alle fra det samme land, og de fleste prøver kun én af dem.
Så her er den ordentlige version.
Først ordene
Nogle få ord gør, at hele kategorien falder på plads, og det forhindrer dig også i at købe den forkerte ting.
Barro er det generelle spanske ord for ler eller mudder. I praksis betyder det i dette fællesskab næsten altid brændt terrakotta: krukker, tallerkener, figurer, mursten. Varm orange, jernrig, sprød.
Terrón betyder en klump eller en jordklump. En terrón er rå jord, der er gravet op og tørret frem for brændt og formet. Det er her, de jordprægede smage findes.
Caolín er kaolin, det bløde hvide porcelænslers. Mexico har meget af det, og mexicansk kaolin har tendens til at være mere cremet og mindre skrigende end nogle af de afrikanske og indiske kaoliner, som folk har prøvet.
Cantarito er en lille lerkrukke. Jarrito er en lille lerkopp. Platito er en lille lerplatte. Du vil se alle tre solgt i stykker, og forskellen mellem dem er mest deres tykkelse og hvor højt de knækker.
Det er det. Det er hele ordlisten. Alt andet er variationer af de fire.
Mexicanske har spist ler i meget lang tid
Det er den del, jeg synes er virkelig fascinerende, og det er meget bedre dokumenteret, end de fleste antager.
Búcaros, eller: hvordan mexicansk ler blev en europæisk luksusvan
I det 17. århundrede lavede pottemagere omkring Tonalá i Jalisco polerede røde lerkar, der hed búcaros de Indias. De var uglaserede, så de fungerede som fordampningskølere, og leret gav vandet indeni en karakteristisk duft og smag. De blev sendt til Spanien i enorme mængder og behandlet som seriøse luksusgenstande.
Og så begyndte den spanske og italienske adel at spise dem.
Ikke metaforisk. Fragmenter, der var gået i stykker under transporten, blev spist, som de var, eller knust og blandet i vand. Det var mest kvinder, det var udbredt nok til at være en løbende joke, og de påståede fordele var den sædvanlige blanding af fordøjelse, medicin og kosmetik. Victoria and Albert Museums beskrivelse nævner samtidige påstande om, at leret hjalp mod mave- og hudsygdomme, menstruelle symptomer og endda virkede som prævention. Det gjorde det ikke, for at være helt klar.
Praksissen havde et navn, bucarofagia, og det var så mainstream, at Lope de Vega gjorde nar af det på scenen allerede i 1608: "Pige med knækket farve, enten har du elskere, eller også spiser du ler." Velázquez malede en búcaro, der blev overrakt til Infantaen i Las Meninas. Den dukker op i stilleben ved siden af importeret porcelæn, hvilket fortæller dig præcis, hvor dyrt det var.
Så næste gang nogen fortæller dig, at det at spise ler er en mærkelig moderne internetting, må du gerne nævne, at det var et statussymbol ved det spanske hof, mens de malede Las Meninas.
De hellige jorder
Den anden gren er religiøs, og den lever stadig.
Ved San Juan de los Lagos i Jalisco og ved Chalma i Mexico-staten køber pilgrimme små pressede klumper af lokal jord, solgt som tierrita eller tierra santa. De er cirka 3 cm x 5 cm, sandede og porøse, og de sælges hos urteforhandlere og i religiøse butikker lige så meget som ved selve helligdommene. Folk spiser dem som en troshandling, og de folkelige påstande knyttet til dem spænder fra fordøjelse under graviditet til knoglestyrke hos ældre mennesker.
Den lokale legende ved San Juan er, at Jomfruen viste sig som en pige på bjergsiden, der legede med leret og rullede det til små kugler. Det er, hvor jordens ry kommer fra.
Jeg vil være helt ærlig med dig om denne her, fordi jeg synes, det betyder mere her end nogen andre steder i denne artikel: jord, der er indsamlet og presset ved et pilgrimssted, er ikke kvalitetskontrolleret, og mexicanske rapporter om tierrita-handlen har specifikt påvist arsenik og bly. Det er ikke mig, der er fin på traditionen. Det er et virkelig smukt stykke levende kulturarv. Det er bare også jord, fra en bjergside, solgt af den, der sælger det den dag.
Og så er der bare... normalt liv
Under museumshistorien og helligdomshistorien ligger den almindelige del. Lerpotter har været brugt i hele Mexico til vand, madlavning og servering i tusinder af år, og uglaserede barro smager af alt, hvad der er indeni. En cantarito-cocktail i Jalisco serveres i en lerkopp, netop fordi koppen ændrer drikken.
Når en hel kultur bevidst drikker af jord, er det ikke det store spring at spise lidt af det, som folk tror.
De tre familier, og hvordan de egentlig føles
Mexicanske kaoliner
Hvis du kun har fået afrikansk kaolin, vil mexicansk caolín overraske dig. Det er generelt blødere, mere cremet og mindre aggressivt skrigende, og de mexicanske sælgere gør interessante ting med det frem for bare at sætte det råt i poser.
Caolín Humo er røget. Mørkegrå til kulgrå, uregelmæssige klumper, og det smager af røg og våd beton over en blød kridtbase. Knækket er mildt og sprødt, og derefter bliver det silkeblødt og cremet med næsten ingen grus. Det er den, jeg ville give til en, der siger, at kaolin er kedeligt.
Caolín Crema de Coco er snehvid, fast ved det første bid, og bliver tyk og cremet frem for at smelte væk. Der er en kokosagtig sødme under en svagt røget jordagtighed. Virkelig rig, for en sten.
Caolín Cremino er den milde. Lys stenfarve, et let rent knæk, og derefter opløses det til noget, der minder mere om mælk end mudder. Petrichor og våd beton i næsen. Hvis du er mere fokuseret på smeltning end på knæk, så start her.
Mexicansk Kaolin er den almindelige version, og der er intet galt med almindelig. Fast kridtbid, silkeblød fin pasta, mild jord- og kridtsmag, ingen grus og ingen klistrethed.
Mexicanske hellige barer er Tierrita de San Juan de los Lagos, som jeg nævnte ovenfor, hvid, blød, pulveragtig, med en friskhed af regnvand og en ordentlig fugtig kælderduft, når de fugtes. Solgt som et stykke levende tradition, og beskrevet her som netop det frem for noget mere.
Terrones
Det her er råt Mexico. Gravet op, tørret, ikke brændt, ikke gjort pænt.
Terrón Chalma er den intense. Medium-til-hård, knækker i skarpe pulveragtige skår frem for at smelte, og den bliver dybt jordagtig og støvet med våd beton, cement og metalliske noter. Nogle partier kommer med en svag sæbeagtig kant, hvilket er en reel egenskab ved materialet frem for en fejl. Der er ingen cremet belønning her. Det er pointen.
Regio-Style Ler-Croutoner, eller terrones crotones regios, er en blanding af tepetate og adobe, de samme materialer, som Mexico har bygget med i århundreder. Blød støvet bid, hurtigt sammenbrud til en rig mudderpasta, og det smager af regn, der rammer tør jord. Ikke klistret, håndterbar grus, og meget mildere end Chalma.
Mexicansk Smaragdler (esmeralda arcilla) er den mærkelige, en dæmpet grøn ler med et fast bid, der bliver glat og cementagtigt frem for grusset. Topjordsmag, ret tæt, og det bliver glattere, hvis du fugter det lidt.
Cantaritos, jarritos og resten af den brændte barro
Brændt terrakotta er en helt anden disciplin. Kaolin smelter. Terrón smuldrer. Barro knækker.
Cantarito-lerkrukker er tyndvæggede, soltørrede og brændte kar, solgt hele eller som knækkede stykker. Medium-blød, grusset, sandet nedbrydning, ørken-tør jord og varme terrakottamineraler. Tyndheden er det, der gør dem, fordi du får det rene knæk frem for et dump.
Mexicanske mini-lerkrukker kommer i tre stadier af ødelæggelse, og de er virkelig forskellige produkter. Hele krukker for det fulde knæk, knækkede skår til noget tyndere og sprødere, der splintres i sandede krystalagtige partikler, og krummer til, når du vil have tekstur uden forpligtelse.
Knækkede platitos er fragmenter af mini-tallerkener, og de er mere dristige: medium-hårde, brændt lerduft, metallisk skarphed, en svag cementfinish. Det er værd at vide, at knust keramik har kanter, for det har det.
Bolillos y Sol er den charmerende. Små barro-figurer formet som brødboller, sole, skildpadder, skaller og blomster, medium knæk med en pulveragtig smeltning og en overraskende blomsteragtig note under jorden.
Barro-vaffel er en presset terrakottaskive med et fast knæk og et blødt kridtigt sammenbrud, rig rød jord med et strejf af sødme og en duft af regn på tør jord. Det er også det tætteste i sortimentet på de 17. århundredes búcaros, hvilket er grunden til, at jeg kan lide det mere, end jeg nok burde.
Cacahuates Japonés de Barro er små håndformede sten, opkaldt efter den mexicanske snack, de ligner. Blød støvet knæk, fin pulveragtig smeltning, varme røde-jord-mineraler.
Lageret af mexicanske linjer flytter sig meget, så nogle af ovenstående vil komme ind og ud, afhængigt af hvornår du læser dette. Produktsiderne er den ærlige kilde, ikke mig.
Et ord om Terrón Panela, da det altid bliver nævnt
Terrón Panela er colombiansk, ikke mexicansk. Jeg ved det. Men det er det, folk spørger mig mest om, og det er grunden til, at mange af jer fandt denne butik til at begynde med, så det er værd at sige, hvor det placerer sig.
Det er opkaldt efter klumperne af uforædnet rørsukker, du finder i de fleste colombianske køkkener, udelukkende fordi det ligner dem. Det er ikke sødt. Det, det er, er den absolut mest uforudsigelige ler, jeg har på lager: tørt og sandet i det ene stykke, tæt og fugtigt i det næste, indimellem sammenfaldende til noget tykt og mudret med grusset mineral-knæk gemt i det. Stærk petrichor, en syrlig finish, og ingen to håndfulde er ens.
Jeg er den eneste sælger i Europa, der har det.
Det er ikke en markedsføringsreplik, jeg er glad for, så meget som en logistisk kendsgerning, jeg er lidt forbløffet over. Det kommer fra Miku Golosinas i Colombia, fra Angie, Mountain Girl, hvis videoer startede det hele. Direkte, i små partier, pakket frisk.
Hvilket, ærligt, er hele argumentet for at købe denne slags ting fra en specialist frem for en markedsplads-annonce. Ikke fordi jeg er bedre end nogen. Fordi ler er et naturligt produkt, der ændrer sig med opbevaring, og jeg kan fortælle dig, hvornår et parti landede, hvem det kom fra, og om det stadig var lidt fugtigt, da jeg pakkede det i poser. Hvis jeg ikke ved noget, vil jeg sige, at jeg ikke ved det. Hvis noget er testet af fællesskabet frem for testet af mig, står det på produktsiden.
Det er den del, jeg faktisk går op i. Alt andet er bare jord i en pose, og der er masser af det.
Hvis du starter helt fra bunden
Vælg én fra hver familie frem for tre fra én. En cremet kaolin, en rå terrón og et brændt barro-stykke vil lære dig mere om dine egne præferencer på en uge, end et kilo af det samme ler vil på et år.
Og tag prøver, hvor de findes. Der er ingen præmie for at købe 500 g af noget, du ender med at hade.
Ta x
Ansvarsfraskrivelse: Dette er skrevet til informations- og hobbyformål. Mine ler- og kridtprodukter er naturlige materialer, der kun sælges til sensorisk, hobby-, samler- og ASMR-brug. De er ikke certificeret som fødevaregodkendte, og jeg sælger dem ikke som mad, kosttilskud eller medicin. Du vil ofte se "spiseligt ler" brugt som et søge- og fællesskabsterm i dette rum, herunder på min egen hjemmeside, men det betyder ikke, at noget produkt er blevet vurderet eller godkendt som føde efter britisk lov. Naturlige ler og jorder varierer i sammensætning og kan indeholde naturligt forekommende mineraler og forurenende stoffer, og britiske retningslinjer for fødevaresikkerhed har specifikt rejst dette i forbindelse med geofagi. De historiske og kulturelle påstande beskrevet ovenfor rapporteres som historie, ikke som sundhedsråd, og jeg kommer ikke med nogen sundhedspåstande om noget, jeg sælger. Enhver indtagelse er udelukkende en personlig beslutning og udelukkende på egen risiko. Jeg fremmer ikke indtagelse og kan ikke holdes ansvarlig for nogen uønskede virkninger. Hvis du har bekymringer om pica eller geofagi, bedes du tale med en praktiserende læge eller en anden kvalificeret sundhedsperson.
Kilder
● Victoria and Albert Museum, "Lad dem spise ler: mexicanske búcaros": https://www.vam.ac.uk/articles/let-them-eat-clay-mexican-bucaros-ceramics
● Wikipedia, "Búcaro de Indias": https://en.wikipedia.org/wiki/B%C3%BAcaro_de_Indias
● México Desconocido, "Opdag hemmeligheden bag det spiselige hellige land i Chalma og San Juan de los Lagos": https://www.mexicodesconocido.com.mx/tierra-santa-comestible.html
0 kommentarer