Det er en af de tanker, som enhver crunch-elsker nok har haft mindst én gang: kunne der være noget spiseligt lige her i min egen have? Storbritannien er ikke det første sted, man tænker på, når det gælder spiselig, næringsrig lerjord, men jorden under vores gummistøvler har mere geologisk variation, end man skulle tro. Men inden du overhovedet overvejer at tage en ske i hånden, er der en virkelig vigtig forbehold: ikke al jord er sikker, og meget lidt af den kan betragtes som spiselig.
På tværs af landet varierer billedet meget fra region til region. Sydøstengland er rig på kridt- og marllersorter, som er bløde, lyse og rige på calciumcarbonat og mere en kridtet smuldre end en ordentlig crunch. Midlands og Nordengland har tungere, jernrige røde lerarter, som historisk er blevet brugt til keramik, tætte og mineraltunge – ikke noget, du ville have direkte fra jorden. Skotland har glaciale jordtyper og tørvepræget jord, mørk og svampet, fascinerende til havebrug, men alt for organisk til at spise. Wales og Cornwall har skiferbaseret, siltet jord med fine mineralske aflejringer, smuk at se på, men nogle gange med metalliske spor fra gamle miner. Kort sagt har Storbritannien masser af ler, og det meste hører til i et værksted snarere end i din mund.
Hvis du stadig er nysgerrig på, hvad der ligger under dine egne fødder, er der en fornuftig måde at undersøge det på uden at smage på noget. Lerholdig jord føles glat og klistret, når den er våd, og holder formen, når den formes. Lysegrå eller offwhite betyder normalt et indhold af kaolin eller kridt, mens rødlige nuancer tyder på jernoxider. Et billigt pH-sæt til jord kan give dig et omtrentligt indtryk af, hvad du har at gøre med. Spiselige lerarter er generelt tæt på neutral, og alt, der er stærkt surt eller basisk, er ofte forbundet med industrielle eller tunge mineralaflejringer. Men forurening er den reelle risiko. Smag eller slik aldrig på rå jord for at finde ud af det. Især jord i byområder og langs veje kan indeholde bly, mikroplast eller industrielle rester, og selv landbrugsarealer kan indeholde landbrugskemikalier eller gamle minedeponer. Hvis du virkelig er nysgerrig, er det eneste, der faktisk kan give dig et sikkert svar, at sende en lille tørret prøve til et UKAS-akkrediteret laboratorium til test for forurening. De fleste vil klart fortælle dig, om noget er egnet til indtagelse eller bedre egnet som bundlag i en plantepotte.
Nogle steder, du bør undgå helt: vejkanter eller parkeringspladser, områder nær fabrikker, stenbrud eller jernbaner, kolonihaver behandlet med gødning eller pesticider, flodbredder nær gamle mineområder (ret almindeligt i Wales og Cornwall) og baghaver i byer, hvor ældre bygninger kan afgive bly til den omkringliggende jord. Selvom dine intentioner er de bedste, kan det at skaffe ler fra nogle af disse steder gøre mere skade end gavn, og det er netop derfor, jeg kun køber fra verificerede leverandører, der arbejder med traditionelle høstmetoder og kendte, sikre aflejringer i udlandet.
Der er intet galt med at være nysgerrig på jorden under dine fødder – det er jo, hvor det hele starter – men det er værd at behandle det som en geologisk nysgerrighed snarere end en snack. Udforsk det med handsker og en notesbog i stedet for med munden, tag et billede, lær af det, og lad selve crunch-oplevelsen være forbeholdt ler, der allerede er blevet testet og forberedt korrekt. Næste gang du er ude på en gåtur og ser et dejligt stykke rødlige ler, så nyd gerne synet af det. Lad det bare ligge, hvor det er.
Ansvarsfraskrivelse: Dette er skrevet til informations- og hobbyformål. Mine produkter er ikke certificeret som fødevarer og sælges til samling, håndværk eller sensorisk nydelse. Enhver indtagelse er udelukkende en personlig beslutning og sker helt på eget ansvar. Jeg opfordrer ikke til indtagelse og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle skadelige virkninger.
0 kommentarer