Hvis du har spurgt mig efter noget salt, så er den her til dig.
Usbekisk havler findes nu i butikken i blå, pink og grøn, og jeg har glædet mig til at skrive om den, fordi den virkelig er anderledes end det meste, jeg har på lager. Mit udvalg ligger mest mellem neutral og jordagtig. De indiske lerarter smager røgfyldt eller smøragtigt, kaolinerne er milde, og kridt smager af kridt. Usbekisk havler smager ikke som nogen af delene.
Den er salt. Rigeligt salt.
Disse lerarter stammer fra naturlige aflejringer i Usbekistan, og ordet "hav" er ikke bare et markedsføringsgreb. En stor del af Centralasien lå under vand for meget, meget længe siden, og disse lerarter blev dannet af sedimentet, der blev efterladt på den gamle havbund. Saltet forlod det aldrig rigtig. Det er stort set hele personligheden hos dette ler.
Du vil finde masser af meget selvsikre påstande på nettet om præcis, hvilken tidsperiode disse aflejringer stammer fra, og præcis, hvilke mineraler de indeholder. Noget af det er sikkert rigtigt. Noget af det er bare internettet, der kopierer sig selv, indtil det lyder som fakta. Jeg har ikke fået dette parti uafhængigt testet, så jeg vil ikke kaste mineralanalyser efter dig, som om jeg har tjekket dem. Det, jeg kan fortælle dig, er, hvordan de rent faktisk smager.
Så hvordan smager de egentlig?
Salt først. Det kommer med det samme, lidt ligesom at få havgus på læberne, og derefter udvikler det sig til noget mere jordagtigt og støvet – den duft, du får, når regn rammer varm asfalt. Nogle siger, at de får en nøddeagtig eller endda let krydret eftersmag. For mig er det mere en ren, blød og cremet afslutning, når saltet har lagt sig, men jeg vil meget gerne vide, hvad du oplever.
Når det gælder teksturen, er klumperne tætte, men porøse. Du får et dæmpet knas frem for et højt, et rent bræk, der ikke skurrer mod tænderne, og derefter smuldrer det hurtigt til en glat, fløjlsblød masse. Afhængigt af, hvor meget fugt der er i den enkelte klump, kan den blive lidt klistret, når den smelter – mere som toffee end mousse. Det er normalt, og det varierer fra parti til parti.
Blå, pink eller grøn?
Blå er den, de fleste kender, og den, jeg ville pege på først, hvis du vil have den fulde havleroplevelse. Det er den hårdeste af de tre, med en luftig, porøs struktur og et lag af fint saltstøv, der sætter sig overalt. På dine fingre, i posen, på sofaen. Den har også det skarpeste saltkick.
Pink er den blødere og pænere, en støvet pink med et tættere, mere fløjlsblødt bid. Saltet er stadig der, men det er mildere, og den hælder mere mod cremet.
Grøn er den glatteste af dem alle og opløses hurtigst. Hvis du kan lide, at den smelter hurtigt, og foretrækker en mildere salt, vil jeg anbefale grøn.
Du ser måske også brune eller næsten gennemsigtige usbekiske lerarter nævnt. De er meget sjældnere, og jeg har ingen af dem, så jeg kan ikke fortælle dig noget om dem ud fra egen erfaring.
En ærlig bemærkning. Fordi disse er naturligt salte, er de nok ikke noget for dig, hvis du holder øje med dit saltindtag af en eller anden grund. Og hvis du har set usbekisk ler dukke op i hudpleje, ja, det bruges til ansigtsmasker, men dem, der er lanceret her, sælges til sensorisk brug og ikke som et kosmetisk produkt.
Salt, knasende, lidt rodet. Præcis som beskrevet.
Ta x
Ansvarsfraskrivelse
Dette er skrevet til informations- og hobbyformål. Mine produkter er ikke certificeret som fødevarer og sælges til samling, håndarbejde eller sensorisk nydelse. Enhver indtagelse er udelukkende en personlig beslutning og sker helt på eget ansvar. Jeg opfordrer ikke til indtagelse og kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle skadelige virkninger. Disse lerarter er ikke blevet uafhængigt testet for forurenende stoffer, så antag derfor ikke, at det er sket, medmindre produktsiden siger andet.
0 kommentarer