Af alt, hvad jeg sælger, har skiferblyanter den mindst eksotiske baggrundshistorie.
Ingen hellig bakkeside. Intet 17. århundredes aristokrati. Ingen to og en halv million års vind. De var skoleudstyr. Millioner af børn havde en på skrivebordet foran sig, og en god del af de børn puttede den i munden, og her er vi alle sammen.
Hvilket, for mig, gør dem mere interessante end mindre. Dette er det eneste produkt i butikken, hvor vejen fra almindeligt objekt til fællesskabets favorit er helt synlig.
Først, hvad de faktisk er lavet af
En skiferblyant er ikke en pind af tagskifer, hvilket er den antagelse, mange mennesker ankommer med.
De er skåret af blød sedimentær sten, normalt skifer, og historisk set også af sæbe- eller kridtsten, afhængigt af hvad der var lokalt. Blød nok til at efterlade et mærke på en skiferplade, hård nok til at holde en spids. Det er hele designbriefet.
Skifer er en finkornet lagdelt sten, og det lagdelte er præcis det, du føler, når den knækker. Den splintrer ikke som et brækket stykke brændt terrakotta, og den falder ikke fra hinanden som pulver som loess. Den knækker langs sine lagdelingsplaner, hvilket er grunden til, at bruddet føles struktureret snarere end tilfældigt, og hvorfor folk beskriver det som lagdelt snarere end bare knasende.
Det er også derfor, skifer opfører sig ensartet fra batch til batch på en måde, som rå lerarter aldrig gør. Det er en sten med en kornstruktur.
Klasseværelsesdelen
Skriveplader dukker op i indiske skoler bemærkelsesværdigt tidligt. Alberuni, der skrev i det 11. århundrede, beskriver elever i Indien, der skriver med et hvidt materiale på en mørk overflade, fra venstre mod højre. Så det her er et tusind år gammelt setup, ikke en kolonial import.
Europa kom ordentligt med senere. Wales blev det store skiferknudepunkt i slutningen af det 18. århundrede, og i løbet af det 19. århundrede var skriveplader i brug i mere eller mindre hver skole på jorden. De begyndte at blive udfaset fra omkring 1930'erne, da papir blev billigt.
Forskellen er, at Indien fortsatte. Generationer af indiske skolebørn lærte at skrive på en skiferplade med en skiferblyant længe efter, at Vesten var gået videre til øvelsesbøger og kuglepenne, og på mange steder stoppede det aldrig helt. Hvis du voksede op med en takhti eller en skiferplade, var den blyant i din hånd hver eneste dag i årevis.
Årevis. På dit skrivebord. Inden rækkevidde. Hold den tanke.
Hvor de kommer fra, og hvordan de er lavet
Verdens centrum for dette er Mandsaur-distriktet i Madhya Pradesh. Skiferblyantindustrien beskrives officielt som distriktets hovedindustri, hvilket er en virkelig mærkelig ting at kunne sige om et skriveinstrument. Mandsaurs anden store produkt er opium, hvilket jeg nævner udelukkende, fordi det er den sjoveste mulige kombination i et distrikts økonomiske resumé.
Der er produktion i Neemuch i nærheden, i dele af Rajasthan omkring Udaipur, og nede i Markapur i Prakasam-distriktet, Andhra Pradesh, som har sin egen langvarige skiferhandel.
Den traditionelle proces er lige så enkel som brutal. Skifer udvindes i blokke. Blokkene splittes langs deres naturlige lag, skæres ned til grove pinde, og derefter slibes og sandstrøbes til størrelse og form. Skær, slib, sandstrøb, pak. Det meste sker i små værksteder snarere end store fabrikker, og meget af det gøres i hånden eller på simple maskiner.
Der er en anden rute værd at kende til, fordi den betyder mere for dig end for en skolebørn. Nogle moderne skiferblyanter er slet ikke skåret af sten. Skiferen knuses til pulver, blandes med et bindemiddel (ler eller stivelse), ekstruderes til pinde, tørres og poleres. Du ender med noget, der ser identisk ud og skriver ens, men er et genskabt produkt med noget andet i det.
Den del, jeg hellere vil springe over
Skæring og slibning af skifer skaber en enorm mængde støv, og det støv indeholder krystallinsk silica.
Skiferblyantarbejdere får silikose. Ikke indimellem, og ikke som en marginal bekymring. Det har været dokumenteret siden mindst 1970'erne, da en undersøgelse så på 151 personer, der arbejdede med skiferblyantproduktion i Mandsaur, og fandt, at både forekomsten og alvoren fulgte direkte med, hvor længe en person havde arbejdet i jobbet.
Her er detaljen, der virkelig ramte mig. Madhya Pradesh vedtog Slate Pencil Workers Welfare Fund Act i 1982 og oprettede et dedikeret velfærdsudvalg, specifikt for skiferblyantarbejdere i Mandsaur-distriktet, eksplicit på grund af silikose. En delstatsregering skrev en lov for én industri i ét distrikt. Det gør man ikke, medmindre situationen virkelig er dårlig.
Jeg vil være præcis omkring, hvad dette gør og ikke gør, fordi jeg ikke er interesseret i at skræmme nogen.
Silikose er en lungesygdom. Den kommer af at indånde fint stenstøv, dag efter dag, i årevis, i et værksted uden udsugning. Det er en sygdom hos de mennesker, der skærer i stenen, ikke hos de mennesker, der holder den færdige blyant. Ingen har nogensinde fået silikose fra en skiferplade.
Men jeg synes, at hvis du vil nyde noget, bør du vide, hvordan det kommer til dig. Nogen skar den. Det er også, ærligt talt, en del af grunden til, at jeg holder så meget af, hvem jeg køber fra, og om de kan fortælle mig noget om deres forsyningskæde. Jeg kan ikke fikse en industri fra et spareværelse i Storbritannien. Jeg kan i det mindste ikke lade som om, at industrien er charmerende.
Så hvorfor spiser nogen dem?
Spørg et vestligt knasende fællesskab dette, og du vil få svaret med det samme, fordi præcis det samme skete her.
Tavlekridt. Kridtblyanter. Hver skole havde dem, og en god del af børnene prøvede en. Nogle blev skældt ud og stoppede. Nogle gjorde det stille aldrig. Hvis du har været i dette fællesskab i et stykke tid, vil du have set mønsteret i hundrede introduktioner: det startede i skolen, med kridtet.
Skiferblyanter er den historie, i indisk skala, over en meget længere tidsperiode. En blød mineralpind, på et barns skrivebord, hver dag, gennem hele grundskolen. Nogle af de børn kunne lide det kridtbrud og den kølige støvsmag, og nogle af de børn voksede op og stoppede aldrig med at kunne lide det.
Så en stor del af efterspørgslen er ikke rigtig nysgerrighed. Det er minder. For mange indiske og sydasiatiske knasere er en skiferblyant ikke en eksotisk ler, det er den bogstavelige smag af at være syv år. Jeg har fået beskeder fra folk, der beskriver duften af en våd skiferplade med den slags detalje, du kun får fra noget, der har siddet i dit hoved i tredive år.
Jeg synes, det er virkelig dejligt, og det er et godt modargument til idéen om, at dette fællesskab gør noget mærkeligt. Halvdelen af verdens skolebørn prøvede skrivesakene. De fleste stoppede. Nogle af os er bare stadig her.
Farverne, og hvad de betyder
Hvid er den klassiske og med god margen den mest populære. Det er det, de fleste forestiller sig, det er det, de fleste indiske klasseværelser brugte, og det er det, jeg sælger mest af. Ren, kridtet, lagdelt, mild.
Så har du rød, pink og sort, som alle er ret bredt tilgængelige. Røde og pink blyanter er normalt jernrige, hvilket er der, hvor rusttonerne kommer fra, og de har tendens til at smage mere mineral og metallisk med en våd-jord-note bagved. Sort hælder mod røg og cement, tættere og mere alvorlig, og for mig er det den, der deler folk mest skarpt.
Gul og grøn er de sjældne. Du ser dem dukke op i blandede pakker oftere end alene, og hvis du er efter en specifik farve, er det de to, du vil vente på.
Én ting værd at vide om farve, og jeg vil hellere bringe det op, end at have dig antage. Farve i naturlig skifer kommer fra det, der er i stenen, mest jern til de røde og pinke, og organisk kulstof til de grå og sorte. Men ikke hver farvet skiferblyant på markedet er naturligt farvet. Nogle er pigmenterede, især de lysere og mere ensartede, fordi de var lavet til at være attraktive skrivesager snarere end at blive spist.
Jeg vil ikke lade som om, jeg altid kan se det ved at kigge. Det kan du heller ikke. Det er et rimeligt spørgsmål at stille enhver sælger, og hvis svaret er uklart, så fortæller det dig noget.
Hvad jeg har, ærligt
Skifer-delen af butikken har en svær måned med lageret, så jeg vil hellere være ærlig end at sende dig til en side fyldt med udsolgte knapper.
Lige nu er der præcis én pose Hvide Skiferblyanter tilbage, 100g tykt skåret. Det er det for de rigtige blyanter. Sort, Rød, den mærkede Hvid/Blandet multipakke og de Hvide Skiferblokke er alle på nul. Skiferpindene og skiferkuglerne fra Rose Clay er også stort set udsolgt, selvom de sorte skiferpinde og de hvide og sorte skiferkugler har et par tilbage mellem dem.
Hvis du er efter skifer specifikt, så hold øje med genopfyldningsmeddelelserne snarere end butikssiden. Og hvis du vil have en fornemmelse af udvalget uden at forpligte dig, er de Blandede Skiferpinde dem, der giver dig fem farver i én omgang, når de er i, hvilket er det tætteste, jeg har på en skifer-smagsprøve.
En sidste ting
Det, jeg bliver ved med at komme tilbage til med skiferblyanter, er, hvor usædvanlige de var ment til at være.
Ingen satte sig for at lave et sanseligt produkt. Nogen havde brug for at skrive på en plade, så de skar en blød sten til en pind, og derefter gjorde tusind år af skolebørn det, som skolebørn gør. Hele kategorien eksisterer ved et tilfælde.
De fleste af de bedste ting gør det.
Tak x
Ansvarsfraskrivelse: Dette er skrevet til informations- og hobbyformål. Mine ler- og kridtprodukter er naturlige materialer, der kun sælges til sanselig, hobby, samler- og ASMR-brug. De er ikke certificeret fødevaregodkendte, og jeg sælger dem ikke som mad, kosttilskud eller medicin. Denne artikel er generel information baseret på min egen forskning, ikke medicinsk rådgivning, og jeg er ikke læge. Natursten, ler og kridt varierer i sammensætning og kan indeholde naturligt forekommende mineraler og forureninger. Silikosen beskrevet ovenfor er en erhvervsbetinget lungesygdom, der rammer arbejdere, som indånder stenstøv under skæring og slibning, og intet her bør læses som en påstand om, hvad der sker, når et færdigt produkt håndteres eller indtages. Enhver indtagelse er udelukkende en personlig beslutning og udelukkende på egen risiko. Jeg fremmer ikke indtagelse og kan ikke holdes ansvarlig for nogen uønskede virkninger. Hvis du har nogen bekymringer om pica, geofagi eller indtagelse af ikke-fødevarer, bedes du tale med en praktiserende læge eller en anden kvalificeret sundhedsperson.
Kilder
● Wikipedia, “Slate (writing)” (Alberunis 11. århundredes beretning, blyantmaterialer, walisisk produktion, tilbagegang fra 1930'erne): https://en.wikipedia.org/wiki/Slate_(writing)
● Distriktsadministration Mandsaur, Madhya Pradesh-regeringen, “Slate pencil”: https://mandsaur.nic.in/en/district-produce/slate-pencil/
● Wikipedia, “Mandsaur district” (opium og skiferblyant som distriktets nøgleindustrier): https://en.wikipedia.org/wiki/Mandsaur_district
● Madhya Pradesh Slate Pencil Workers Welfare Board, under MP Slate Pencil Workers Welfare Fund Act 1982: https://labour.mponline.gov.in/portal/services/Shramsewa/MpSlatePencil.aspx?langid=2
● “Silicosis prevalence and related issues in India: a scoping review”, Journal of Occupational Medicine and Toxicology (citerer Jain et al. 1977, 151 skiferblyantarbejdere i Mandsaur): https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC11776177/
● Saiyed et al., “Silicosis in slate pencil workers: an environmental and medical study”, American Journal of Industrial Medicine 1985: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/ajim.4700080207
0 kommentarer